Ventilationsbranchen udfordres af voksende kundekrav

Ventilationsbranchen udfordres af voksende kundekrav

Antallet af kunder med særlige krav til deres ventilationsløsning stiger eksplosivt, viser ny undersøgelse fra Genvex.

Ventilationsbranchen oplever i øjeblikket en frisk brise af stigende krav fra kunderne. Det står klart at læse i en ny undersøgelse blandt 306 ingeniører, ventilationsforhandlere og installatører foretaget af Genvex.

Her svarer 59 procent ja til, at antallet af kunder med særlige krav er stigende. 13 procent svarer i mindre omfang, mens resten svarer, at kravene er uændrede.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Voksende krav udfordrer ventilationsbranchen, viser undersøgelse fra GenvexTrivsel og performance

Det er blandt andet det øgede fokus på medarbejdernes trivsel og performance på de offentlige og private arbejdspladser og institutioner, som skruer op for kravene.

‟Først og fremmest har offentlige institutioner og virksomheder med store industri- og kontorbygninger fået øjnene op for, hvor vigtigt et sundt indeklima er for folks sundhed, velbefindende og i sidste ende evne til at performe i skolen eller på arbejdspladsen. Derfor går kunderne stadig mere op i, hvilke løsninger de køber. Herudover bliver det stadig vigtigere, at ventilationen automatisk tilpasser sig aktiviteten i rummene. Når klasseværelset eller konferencelokalet fyldes, skal kuldioxiden og varmen fjernes, mens anlægget af sig selv skal vende tilbage til en standardindstilling, når folk er taget hjem. For det handler også om at spare på energien,” siger salgschef hos Genvex, Klaus Kjær, om tendenserne i undersøgelsen.

Mere komplekse løsninger

Ifølge undersøgelsen mener hver anden respondent, at ’beregninger i forbindelse med etableringen af ventilationsanlæg bliver mere komplekse’, samt at ’el-teknikken bliver mere kompliceret’. Hver tredje vurderer, at ’behovet for tests før etablering’ bliver vigtigere.

‟Ventilationsanlæg skal i stigende grad kommunikere med de personelle og systemiske omstændigheder ude i de offentlige og private institutioner. Derfor bruger vi meget tid på at forventningsafstemme med kunderne og få al relevant information med, før vi etablerer et ventilationssystem,” siger Klaus Kjær.

Flere vil have CO2-følere og fuld service

Hos JM Ventilation i Brønderslev forklarer man, at det bliver stadig vigtigere for kunderne at få en alt i en-pakke.

‟Hvert andet tilbud, vi leverer til store virksomheder, indeholder et ventilationssystem, som kan variere køling og opvarmning samt reducere kuldioxid efter aktiviteten i virksomheden. Flere vil have CO2-følere med i købet, fordi de er blevet bevidste om effekten af et sundt indeklima. Samtidig vil flere virksomheder, men også private danskere, gerne købe en komplet servicepakke med bl.a. kontrol og udskiftning af luftfiltre. Det ønsker man ikke længere selv at bakse med,” fortæller adm. direktør, Jesper Mørck Jensen.